Lise Seisbøll
Lise Seisbøll
Lise Seisbøll præsenterer både malerier og skulpturer. Kunstneren har i årevis arbejdet med, hvordan man kan indfange og sprede glæden gennem farver og symboler.
Lises figurer står alle for forskellige sider af eller i det enkelte menneske. Vi kender alle det, at man diskuterer med sig selv inde i hovedet. Nogle bruger udtrykket ”englen på den ene skulder og djævelen på den anden”, når man føler sig fristet af noget, som man bør holde sig fra. I Lises billed- og figurverden finder man især fire grundfigurer, der står for hvert sit temperament. Mange af figurerne har to ansigter, et plus- og et minus-ansigt. Figurerne er lavet af genbrugsmaterialer.
Lise har ladet sig inspirere blandt andet af cirkusgøgl, markedsløjer, spillekort og gammel overtro. Maleteknisk er hun oplært af konkrete billedkunstnere, der sætter rene farvefelter skarpt op imod hinanden, hvorved man kan rentegne skarpt alene med farver. Hendes værker udstråler megen livsglæde, omend motiverne ofte er alvorlige.
Foruden sin baggrund fra Det Fynske Kunstakademi har Lise Seisbøll en magistergrad i kunsthistorie, et fag som hun i årtier har forsørget familien med blandt andet som museumsleder. Siden 2008 har hun intensiveret arbejdet med maleri og tegning. Hun er med i bestyrelsen for Tegnerforbundet af 1919.