Albert Merz

Albert Merz er født i Schweiz, men lever i Berlin.

Han følger sit grundprincip, men udbygger og forfiner motiverne. Kaos og orden, intellekt og følelser, moderne tidsånd og tradition er nogle af de modsætninger, der kommer til udtryk i hans billeder. Men det er nu ikke kun disse modsætninger, der præger kunstnerens virkemåde. Der er også geometriske og vegetative elementer, som står overfor hinanden og derved behersker billedet. Konfrontationen mellem arkitektoniske former, som f.eks. terninger, rør, bjælker, tragte, kasser i forskellige dimensioner på den ene side og grene, træstubbe og antydninger af landskabsmotiver på den anden side, giver en mærkbar spænding, især da såvel det ’tegneriske’ som det maleriske ligevægtigt bestemmer billedets udtryk. Teknik, natur og former af daglige ting bliver gennemstrejfet af en mysteriøs, luftig og fortryllende atmosfære, hvilken, med et sart pust forandrer kompositionen.

“Den schweiziske kunstner Albert Merz bygger oftest sine billeder op fra en afdæmpet, monokrom grund, der siden påføres forskellige billedtegn og abstrakte former. Strukturer skyder sig bestandig ind foran og bagved hinanden, ligger lag på lag, og gør billedernes rummelighed flydende frem for fast.

Malerierne er rendyrkede, abstrakte konstellationer, men de rummer alligevel henvisninger til den ydre verden i form af kunstnerens faste vokabular af billedbyggesten – stiliserede, fragmenterede og eller nærmest arketypiske genstande. I Albert Merz´ billedunivers sættes genkendelige elementer som træstammer, kar tragte og rør op imod løse og udefinerbare partier. De genkendelige ting i billederne er ikke ophobninger af hverdagsindtryk, med hver sin symbolske betydning. Det virker derimod som om, de enkelte er valgt og placeret ud fra deres formelle, stoflige kvaliteter og de strukturelle, rent billedlige virkninger, de skaber på fladen.
Albert Merz` billeder er autonome, visuelle spændingsfelter målt på en lang række parametre i kraft af de forbindelser, dialogerne og mulige sammenligninger, der opstår mellem deres dele: Naturlige, organiske former møder kunstige, intelektuelt konstruerede ditto. Figuration og nonfiguration sættes i scene på samme lærred. Billederne etablerer og viser en dynamik, der findes mellem modsætningerne intensitet og stilstand, kaos og orden og ikke mindst mellem linjen og fladen.”

Af kunstanmelder Elisabeth Vermast, oversat af Franziska Lange.
Tekst Niels Hauggaard