Ralph Bernabei

Den amerikanske kunstner Ralph Bernabei er født i New York, men bor og arbejder i Colera, Spanien. I Ralph Bernabeis univers er det først og fremmest modsætningerne, der mødes i en abstrakt form med f.eks. sort/hvid, men efterhånden har han tilført f.eks. rød, der bryder med denne skarpe kontrast. Han arbejder med modsætninger både i skulptur og maleri, og det er således det abstrakt ekspressive, der gør sig gældende for Ralph Bernabeis værker. Mark Rothko (f. 1903), som er kendt for at være en af efterkrigstidens store amerikanske kunstnere inden for det abstrakt ekspressive, er før blevet nævnt i forbindelse med Ralph Bernabeis arbejder. Dette har flere årsager, men én er f.eks. Mark Rothkos angivelse af en kunstners arbejdsproces, hvilket kan siges, at være relevant, at nævne i forbindelse med Ralph Bernabeis værker. Mark Rothko talte om, hvordan kunstnerens udviklingstrin kan opdeles i to funktioner. At bevare de individuelle udtryk i kunstens sprog, men samtidig at ”beskytte den organiske kontinuitet i kunsten i forhold til dens love”. Netop dette er, hvad Ralph Bernabei kan siges, at gennemføre i værkerne. F.eks. ses det med det ovennævnte; han har arbejdet monokromt med sort/hvid, men efterhånden har han tilført den røde farve.

Mark Rothko havde for vane at tale om kunst, som om det  blot  var endnu et produkt af naturen. En organisme, der er underlagt biologiske love og evolutionære impulser. Den er logisk og skarpt defineret og præsenterer på hvert udviklingstrin forskellige sæt karakteristika. Derfor burde kunsthistorie og og frembringelse af kunst, forstået som summen af kunstprodukter, være identiske med evolutionen af disse love. Den enkelte producents rolle er underlagt det organiske hele.

Rothko skrev i begyndelsen af fyrrerne, at enhver kunstners værker er forskellige facetter af disse udviklingstrin. Effekten er akkumulerende og fungerer som en epilog til det foregående trin. Derfor har kunstneren to funktioner: Den ene er at holde sammen på de individuelle udtryks processer i kunstens sprog. Den anden er at beskytte den organiske kontinuitet i kunsten i forhold til dens love, fordi, al organisk substans skal være flydende – i langsom såvel som hurtig rytme – altid i kontinuerlig bevægelse, men frem for alt sammenhængende.

Ralph Bernabei finder en uventet allieret i den New York adopterede russiske jøde og hans refleksioner. Helt fra begyndelsen har hans maleri været præget af en dialektisk proces, som  polariserer farvefelternes eksistentiel dybde og nervesystemets elektriske energi. Alle Bernabeis arbejder holder sig konsekvent indenfor deres egen grundigt strukturerede åbne dialog, men udvikliler samtidig subtile detaljer og markante stemmer, der blander sig i den kunstneriske dialog.

Et eksempel: For ikke så længe siden var hans maleri en sand en demonstration af farvepaletten reducering til en skala af essentielle grå. Nu fortsætter han det monokromatiske tema, men introducerer en voldsom rød som sidder på antipoderne af de septiske sorte og hvide. Hvor tendensen tidligere va former, der vendte tilbage og lukkede sig om sig selv, går tendensen nu i retning af åben form, der når ud over lærredet, spredes i det hinsidige, fortsætter med at tegne i luften og omfavner kompositionen.

Det er et spørgsmål om rytme: Bernabei lever op til Rothkos præmisser og forvandler hvert kunstværk til en epilog til de hidtidige værker med et løfte om fremtiden. Han gør det med en ånd, der synes at favne en dyb rytme, svarende til rytmen af et hemmeligt organ, der er afgørende for artens overlevelse. Hans passion for rytme er hans passion for maleri. Et opmærksomt øje på verden omsætter rytmen til værker, skabt i en fornuftig balance og et åbent ræsonnement, sammen med tidsånd og talent.

Efter at have forstået dette, er det ikke overraskede at opdage, at hans maleri har en tendens til at besætte den tredje dimension, bevæget af en dynamisk impuls som er svær at beherske. I Bernabeis seneste værker er maleri og skulptur i et: en volumen som tager rummet i besiddelse med samme sensualitet som en smuk krop ville have gjort det. Der er pergament lignende former som stilles til skue med deres tatoveringer men samtidigt synes at støtte den harmoniske struktur. Det er ufærdiggjorte værker, som har brug for deres modstykke til at fuldende konversationen.

Disse hybrider demonstrerer kunstnerens evne til at formulere sin fremgangsmåde. Det er ikke et forsøg på at være original. Værkerne vil fortælle os noget, maleriet får lov til at bygge, udvide og genskabe sig selv i et spil, hvor kunstneren skaber reglerne.