Aktuelle udstillinger i Odense

Rusiñol Masramon & Quim Domene

Malerier og mixed media

fra den 9. oktober til den 14. november

Gallerie Rasmus, Ny Vestergade 9, Odense

Fernisering fredag den 9. oktober fra kl. 16 til 18

Alle er velkomne!

Rusiñol Masramon
Den spanske kunstner Dolors Rusiñol Masramon (f. 1959) er en iagttager, der ser verden med en vis afstand, men hos hende er der tale om en næsten surrealistisk og ofte ironisk distance.
Rusiñol Masramon skildrer ofte dans, bevægelse og flygtige øjeblikke i et minimalistisk, næsten surrealistisk billedsprog. Hendes motiver kredser hyppigt om dansere – herunder klassisk ballet, moderne dans og figurer i bevægelse, som synes at svæve poetisk i rummet. Rusiñol Masramon konstruerer en kombination af spænding og ro i et ofte meget enkelt billedsprog.  

Rusiñol Masramon Dance II Maleri 50x50 cm

Quim Domene
Den spanske kunstner Quim Domene (f. 1948) startede sin kunstneriske karriere som grafisk designer, men skiftede snart efter retning til fordel for maleriet. Han er kendt for sin multidisciplinære tilgang, hvor han arbejder med mixed media og bevæger sig mellem maleri, collage og fotografi. Hans kunst er struktureret i tematiske og stilistiske serier. Han arbejder eksperimenterende og blander ofte det figurative med det abstrakte, gerne med inspiration fra surrealismen.

Quim Dome 01

Udstillingen suppleres med værker af Pontus Kjerrman og Sven Dalsgaard

Pontus Kjerrman (f. 1954) er en fremtrædende dansk-svensk billedhugger, som bl.a. har lavet skulpturen Hyrdinden og skorstensfejeren, som står på i Odenses gågade, på hjørnet af Vestergade og Kongensgade. Hans skulpturer er væsener, der både er dyr og mennesker, mytiske og hverdagsagtige på én gang. De befinder sig i et poetisk rum, hvor alt kan forvandles.

Pontus Kjerrman Amor og Psyke Gipsfigur h 30 cm

Sven Dalsgaard (1914–1999) var en markant og usædvanligt produktiv dansk billedkunstner. Som kunstner var han autodidakt og bevægede sig flydende mellem stilarter som naturalisme, surrealisme, dadaisme og avantgarde.

Sven Dalsgaard 5 Maleri 92x102cm

Frank Hammershøj og Malene Hammershøj

Lørdag den 24. oktober mellem kl. 12 og 14 er der fernisering i sal 14 og 15 i Gallerie Rasmus med malerier af Frank og Malene Hammershøj.

Udstillingen kan ses fra den 24. oktober til den 14. november. 

Frank Hammershøj (1940-2013) i Assens. Han var døbt Frank Hammershøj Nielsen. Hammershøj var moderens pigenavn. Franks mormor var faktisk kusine til den berømte maler Vilhelm Hammershøi (1864-1916). I løbet af i sin kunstnerkarriere slettede Frank efternavnet Nielsen og omtalte i spøg sig selv som den billige Hammershøj.
Frank Hammershøj debuterede i 1959 som gæstekunstner på Den Fynske Forårsudstilling i Odense, kun 18 år gammel. I 1963 blev han medlem af kunstnergruppen Germinalen. Senere blev Frank Hammershøj medlem af kunstnergruppen Kontrast. I 1968 købte Frank Hammershøj det gamle rådhus i Bogense. Det blev hans faste base og herfra var han dybt forankret i det fynske kunstnermiljø. Hans senere værker vidner om et ekspressivt temperament, der afprøver farvernes egenskaber og maleriets muligheder. Frank Hammershøj var desuden en flittig tegner og grafiker. Han udført også en lang række scenografiopgaver og større udsmykninger bl.a. Vollsmose Kirke, Guldbjerg Kirke, Fynsværket, 4. Maj Kollegiet i Odense, Aarup Skole, Bogense Skole.
Der vil være en række af Frank Hammershøjs uindrammede skitser og akvareller til salg.
Priserne på Frank Hammershøjs skitser og akvareller ligger fra 200 kr. og opefter.
Man kan gøre et godt kup!

Frank Hammershøj Maleri

Malene Hammershøj (f. 1967) er datter af Frank Hammershøj og har stået i mesterlære hos faderen.
Det er naturen og dens farveskala, der dominerer i hendes værker. Olivengrønt og gyldent spiller sammen med umbra og pariserblåt, som igen fremhæves af de hvide felter og det sorte rodnet, som ofte kryber rundt over hele værket, men andre gange er koncentreret om et bestemt område.
Ind imellem denne afdæmpede kaskade af naturens farver og former gemmer sig en helt speciel signatur – en fugl/mange fugle, ligesom motiver måske kan anes her eller der.
Selv fortæller hun, at hun ikke har en fast plan, når hun starter på et maleri. Det udvikler sig bare, lyder det fra Malene Hammershøj, som er optaget af naturens farver og landskabers vildhed, og som slipper kontrollen i en maleproces hvor værket folder sig ud – og alligevel er hun aldrig fuldt ud tilfreds med sine værker – men det er måske netop drivkraften!
At sætte Malene Hammershøj i bås er ikke nemt. På mange måder er hendes værker abstrakte, men samtidig er de naturalistiske. Hun er også lidt af en kolorist, men alt for nedtonet til at indgå i begrebet. På en måde er hun helt sin egen.

Malene Hammershøj Maleri olie på lærred