Christian Bruun
Christian Bruun
Christian Bruuns karriere som kunsthåndværker startede tidligt, da han som 8-årig fik smag for at sidde solitært ved drejeskiven og arbejde med ler hos en keramiker, hvor han blev passet efter skole.
Keramikken åbnede sidenhen dørene til værksteder overalt i verden lige fra USA, over Norge og til flere lande i Asien, hvor han igennem samarbejder med kompetente lokale kunsthåndværkere har suget ny inspiration til sig og dygtiggjort sig yderligere udover sin uddannelse fra Danmarks Designskole.
Siden 1991 har Christians Bruun haft eget værksted under den gamle tribune på Charlottenlund Travbane, hvor du kan kigge forbi og finde ham, når han ikke er på sit værksted i Vietnam for at skabe nye unikaarbejder. Hans værker indgår i den permanente samling på Designmuseum Danmark, på Clay Keramikmuseum Danmark, ligesom hans stentøj også er at finde på diverse gallerier. Christian Bruun har fået tildelt flere legater blandt andet fra Statens Kunstfond og han har vundet adskillige priser for sit kunsthåndværk.
