Inge Reusch

Inge Reusch

”Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg tegnet og malet. Det var simpelthen en del af min hverdag, og jeg fik også tidligt respons på, hvad jeg lavede fra familie og venner.

Jeg husker tydeligt min første skoledag, da vi blev sat til at farvelægge den første side i ABC´en. Vores klasselærer roste mig meget og bad mig sætte mig op ved katederet og farvelægge samme tegning i hendes bog. Jeg troede selvfølgelig, det var fordi, jeg var den bedste. Det vidste sig hurtigt at være sandt.

Selv om jeg ikke kommer fra et kunstnerhjem, er jeg blevet præget meget af kunstglæde og fornemmelse for hvad der var ”rigtig kunst”. Min far var et musisk menneske, der udover at spille klaver og harmonika, også havde stort behov for at se billedkunst. Vi boede tæt på Hirschprungs Samling og Statens Museum for Kunst, og jeg holdt meget af at gå med min far hen og se billeder, især Guldaldermalerne, men også den nyere kunst. Nogle af mine tidligste favoritter var Lundstrøm og Matisse, og når jeg kom hjem, prøvede jeg at lave noget der lignede.

Jeg tror at drømmen om at blive kunstner, egentlig var et ønske om at fortsætte barndommen i det uendelige. Selv om jeg var et fornuftsmenneske, påvirket af den almindelige mening om ”at tage en uddannelse man kan leve af”, tog jeg alligevel springet fra 1.g ud i den blå luft, med en fast tro på at mit talent kunne bære (opfordret af folk med forstand på det). Jeg ville være kunstner”.

Citat: Inge Reusch

Reusch maler primært med olie på lærred og gouache på papir. Hun fascineres af kulturlandskaber rundt omkring i Europa og gengiver disse i glimt. Svunden tid og tilbagelagt vej er grundlaget for meget af Reuschs kunst. – En interessant rejse til steder, man synes at genkende, men aldrig har set før, fortolket og forstået af kunstnerens blik og sind – formidlet gennem et let og varmt udtryk.

inge-reusch

Galleri