Laurent Chabolle
Laurent Chabolle
Laurent Chabolles overraskende skulpturer/objekter og relieffer i bemalet, rustent jernblik og fiberbeton står i gæld til både surrealismen og den del af den abstrakte ekspressionisme, der lancerede begrebet combines, hvor traditionelt maleri og diverse skrammel går op i en højere enhed. Den mand kan fremtrylle de mest fantastiske skulpturer af det, der i det hedengangne fag formning betegnedes som ”værdiløst materiale”! Der er både humor og uhøjtidelighed, men også den alvor, som al god kunst rummer.
“Jeg har vist aldrig været i cirkus, eller måske er det så længe siden, engang da jeg var barn, men jeg husker det i hvert fald ikke. Jeg kender ikke til cirkus udover de korte glimt, jeg har set i aviser og tv. Jeg har ikke lyst til at gå i cirkus, men jeg er dog begyndt at arbejde med temaet akrobater. Jeg vil gerne have, at de er i et rum, at de flyver som fugle i stærke farver, at trapezers og gyngers konturer vikles ind i hinanden og bliver til ubestemmelige livslinier. Jeg ønsker, at akrobaterne tegner deres eget rum, deres egen historie.
Jeg genfandt en stor bog med Goyas grafik. Her finder man det hele: mænd, kvinder, dyr, uhyrer, dårskab, skønhed, grimhed, latter, krig, gru, sex, død. Det er meget stærkt og smukt. Jeg har lagt flere af de grafiske blade til side til brug for mine kommende arbejder.”
Af Laurent Chabolle – oversat af Christina James Nielsen